Aktuelt / 2018

2018

17.5.18
3 nye fotos i billedgalleriet med mosaikker. En kombination af grovere og finere mosaikarbejde: Terrasse lavet af genbrugsfliser og -mursten
- med havebord af glasmosaik og fliseskår. (Henholdsvis betonfliser og vægfliser ;) )
 
 
24.4.18
I perioden, hvor skulpturgruppen med de 7 store betonæbler til færgehavnen blev skabt - heraf de sidste 5 i samarbejde med Ellen Jepsen - fremstillede jeg desuden en række mindre æbler.
 
De sidste 3 er netop blevet solgt, hvilket markerer en afslutning på årene som "æblekunstner". Det blev til en række forskellige kunstprojekter med æblet som tema:
Foruden betonæblerne, 7 store æblemosaikker til Æblets Dag plus nogle mindre, en bog om æblemosaikkerne, 2 vægmalerier, postkort, rollen som Prinsesse Idun fra Æblernes Ø i Tågerupgøglerne, samt forskellig mindre æblepynt og brugskunst.
 
Det har været spændende at udforske æbletemaet i forskellige former og sammenhænge.
Og nu går det videre med naturkunsten og de samskabende projekter, bl.a. omkring årstidsfejringerne (-: 
 
 
31.3.18
Vi vil gerne have ryddet lidt ud i restlageret, så Bogen om Æblemosaikkerne på Fejø, er nu nedsat til 95 kr.
 
"Et billede af æbler. Om æblemosaikkerne på Fejø 2002-2014". Fortalt af Lotte Rosenkilde. Fotos af Hans Christian S Nielsen. Udgivet december 2015. Bogen kan købes hos Letkøb på Fejø eller gennem Søren Mazanti. E-mail: mazanti@mail.com Tlf. 21 72 99 21 eller 54 85 55 55. Pris: Før 195 kr. NU NEDSAT til 95 kr.
 
20.3.18
Fortælling ved Forårsjævndøgn.

Årshjulet drejer. Vi skuer tilbage og ser:
Det har bevæget os, fra vintersolhvervets mørke tid – fra kulden og de nøgne træer – hvor livet var gået under jorden og naturen på overfladen lå stille hen. Det har været tiden for hvile og refleksion.

Årshjulet drejer. Vi står her og ser:
I dag er det forårsjævndøgn. Vi står i balancepunktet mellem mørke og lys. Nat og dag er lige lange.
Vi åbner os for foråret, der kommer os i møde. Det gamle, visne viger for det nye, grønne som spirer frem. Livskræfterne ligger på spring, bringer forårsblomsterne frem, og snart står de første træer og buske i knop. Og dyrene begynder at parre sig.
Inden i vælder livskraften frem og vender os udad mod lyset, ud i verden. Vi står i balancepunktet mellem det indadvendte og det udadvendte. Energien vendes gradvis fra det reflekterende og hvilende til det udvekslende og aktive. Vi rydder op og ud og gør plads til det nye, som er på vej. Inspirationer kalder os til nye tiltag og projekter. Nu er det tiden, at gøre jorden klar og så de nye frø.

Årshjulet drejer. Vi skuer fremad og ser:
Solen får mere og mere kraft. Lyset bliver fremherskende. Frem til midsommer bliver dagene længere og længere. Livskraften er tiltagende og i de kommende måneder folder naturen sig ud i en overflod af blomster og lysegrønne blade og dyrene får unger. Nye projekter sættes i værk. Det er frugtbarhedens tid.
 
2.2.18
 
6.1.18
Et nyt år, 2018.
 
Vigtigste kunstneriske skabelse i 2017, var ikke så meget en fysisk skabelse. Det var snarere en række af samskabelser.
 
I en lille gruppe, drømte og planlagde vi de fire årstidsfejringer: Forårsjævndøgn, Sommersolhverv, Efterårsjævndøgn og Vintersolhverv.
I en større gruppe, manifesterede drømmene sig i fejring og helligholdelse af årstiderne med fortælling, kredsdans og sang, bål og forskellige former for kunstnerisk samskabelse i naturmaterialer, passende til årstiden.
 
Vi gjorde os samtidig gode erfaringer med redskabet Dragedrømning, som bruges til udvikling af projekter og fællesskaber.
Det har været en dybt meningsfuld og glædesfyldt proces. Samskabelsen, fejringen, forbundetheden med sig selv, naturen og hinanden.
 
Jeg tror det kommende år vil blive endnu mere i den ånd. Samskabelse, årstidsfejringer, den indre og ydre naturs kraft og ånd. Rum, som nærer og inspirerer. Finde ind til essensen.
 
I gruppen har vi talt om grundlæggende værdier, og haft de første drømme og planlægning af årstidsfejringernes videre liv og udfoldelse, i det kommende år.
Til marts deltager jeg i et kursus i shamanisme og til april i shamanistisk kraftsang. Hermed inviterer jeg også lydens kraft - tromme, rasle og stemme - mere ind i skabelsen.
En cirkel omkring ritualer i naturen er i sin vorden.
Og skabelsen af drømmefangere fortsætter.
 
Jeg mærker et kraftfuldt og kærligt år.
Velkommen.
 
 
 
Lotte Rosenkilde. Kunst på 1000 måder og på 1000 steder.